Denne tekst er skrevet af Lars Jacobsen.

Vojens Borger- og Realskole, ca. 1967

Jeg gik i Vojens Borger- og Realskole fra 1957 til 1967, og mine to første skoleår har jeg skrevet om med hvert år for sig (1. klasse, 2. klasse).

Af lærere, som jeg har haft enten som undervisere eller på anden måde har en særlig erindring om, kan jeg nævne og for nogens vedkommende for min egen regning helt subjektivt knytte bemærkninger til:

• Søren Jensen, skoleinspektør indtil ca. 1960
• Minna Jørgensen, klasselærer i 1. klasse
• Johs. Dahlgaard, fysik/kemi i 6. klasse, viceskoleinspektør
• (Lis?) Rasmussen, biologi
• Knud Høyer, biologi og sløjd med drengene
• Dorthe Pedersen, klasselærer i 6. og 7. klasse
• Niels Pedersen, gårdvagt
• Aage Gram, tysk i 7. klasse og 1., 2. og 3. realklasse
• Anne-Marie Høyer, engelsk i 6. og 7. klasse og i 1., 2. og 3 realklasse
• Hans Erik Høyer, historie i 6. og 7. klasse, fysik/kemi i 7. klasse, klasselærer og matematik i 1., 2. og 3 realklasse
• Frk. Christiansen (Sille), fransk og latin i 1. og 2. realklasse – jeg deltog ikke
• Else Nielsen, dansk i 1., 2. og 3 realklasse
• Jens Carl Volt, viceskoleinspektør efter Johs. Dahlgaard og tropsfører for Odins Trop i Det Danske Spejderkorps, de gule spejdere
• Ellen Volt, geografi i 2. klasse
• Jørgen Pors, gymnastik i 2 klasse. skoleinspektør efter ca. 1960
• Jan Barasinski, gymnastik, gårdvagt
• Andreas Michaelsen, historie i 4. og 5. klasse, gymnastik i 1., 2. og 3 realklasse
• Arne Bech, gymnastik
• Oluf Jørgensen, sang/musik
• Lis Grønvig, instruktør og arrangør af skolekomedier og skolefester
• Frode Paulsen, klasselærer i 2., 3., 4. og 5. klasse
• Tirsbæk Jørgensen, papirsløjd og lersløjd for drengene i 2. og 3. klasse

Skoleinspektør Søren Jensen, i skolen ofte omtalt med øgenavnet ”æ Spække” og udenfor skolen ofte som ”Syng-Søren”, var skoleinspektør indtil 1959, da han blev afløst af Jørgen Pors. Han boede i Østergade i det gule funkishus, der hed ”Aurora”, lige ved siden af Østerkro og lige overfor kirken. Han var kendt som en ”skrap” lærer og skoleinspektør dvs. af en gammeldags pædagogik, der ikke indbød til rundbordsdiskussion.

Søren Jensen var musikalsk. Han var vist også konservatorieuddannet og spillede violin, orgel og harmonium (stueorgel med pedaldrevet luftforsyning) og havde en forrygende kraftig og vel også en smuk sangstemme, der lod sig høre hver morgen til morgensang for alle eleverne fra og med 3. klasse klokken 08.00 på den lange gang ”æ langgang”. Han trådte selv pedalerne og spillede harmonium til, mens han sang for. Harmoniummet kaldte vi også ”sangcykel” på grund af pedalerne.

Efter sangen, der altid var en salme, bad han fadervor for os alle. Derefter tonede han ud med et enkelt salmevers til afslutning, og vi kunne alle gå til vore klasseværelser. Afslutningsverset blev ikke oplyst på forhånd. Søren Jensen sang ud, og så måtte alle følge med – udenad.

Skoleinspektør Søren Jensen var også kirkesanger og organist i kirken. Det gik meget godt, så længe han var begge dele og dermed selv kunne bestemme det musikalske tempo i salmerne. Det var nemlig ret langsomt, og menigheden var henvist til at følge hans tempo. Det blev derimod et problem og en folkelig farce i byen, da lærer Oluf Jørgensen i ca. 1960 kom til byen som sang- og musiklærer på skolen. Oluf Jørgensen overtog forholdsvis hurtigt hvervet som organist, og Søren Jensen, der i 1959 var gået på pension som skoleinspektør, fortsatte i et par år som kirkesanger og kordegn. Og de to musikalske kapaciteter var slet ikke enige om det musikalske tempo eller kadencen i salmesangen. Oluf Jørgensen spillede hurtigere end Søren Jensen ville synge, og hvor den ene med orgelet forsøgte at trække tempoet op, forsøgte den anden at holde stædigt igen med sin meget kraftige og høje røst. De kunne til tider spille og synge på den samme salme med op til en halv linjes forskydelse. Det lød forfærdeligt og udartede sig i en periode til en salmemæssig fejde, som ingen – og da slet ikke gudstjenesten – kunne være tjent med. Menigheden havde svært ved at finde ud af, hvem af kamphanerne, de skulle synge efter, og på et tidspunkt endte det med, at Søren Jensen også sluttede som kirkesanger. Jeg skal ikke dømme i, hvem der musikalsk gjorde det rigtige. De var begge to meget kompetente, men de kunne ikke arbejde sammen, og resultatet blev også derefter.

Jørgen Pors afløste Søren Jensen som skoleinspektør 1959 eller 1960. Jørgen Pors brændte for og arbejdede ihærdigt for at fremme idrætslivet både i skolen og uden for skolen. Det gav sig udslag på mange måder i skolen, og de årlige skoleidrætsstævner med deltagelse af skolerne i alle nabokommuner var et godt billede af det. Det var store, festlige arrangementer og må have krævet rigtig meget forberedelse. Jørgen Pors huskede altid under velkomsttalen at huske på, at det vigtigste var ikke at vinde, men at deltage. Og det var da en trøst for nogen af os.

Et fast indslag i skolegangen var, også med Jørgen Pors som skoleinspektør, morgensangen i den lange gang. Alle elever fra og med 3. klasse samledes med lærere straks efter indringningen klokken 08.00 klassevis på gangen i lange, tætte rækker. Til forskel fra Søren Jensen, der selv spillede til, havde Jørgen Pors akkompagnement af sanglærer Oluf Jørgensen på harmonium. Under morgensangen stod Jørgen Pors på en lille træskammel, så han var hævet et hoved over alle andre. Efter morgensang (salme) og fadervor blev der nogen gange givet besked af fælles betydning og så sang vi et afslutningsvers, hvorefter alle gik til deres klasser. Morgensangen blev typisk brugt af nogen af os til at snige sig til hastigt at læse på de lektier, der ikke var blevet læst ordentligt igennem hjemme. Det skulle ske godt skjult, så det ikke blev opdaget af lærerne, der altid havde et vågent øje til at opdage den slags.

En gang om året hørte vi foredrag i pigernes gymnastiksal af en skoleinspektør fra Århus, jeg tror han hed Stinus Jensen. Det var rigtig gedigent foredrag på grundtvigiansk manér med det levende ord. Foredragene, hvor foredragsholderen fortalte levende og engageret uden manuskript, strakte sig over flere timer med frikvarter imellem og handlede altid om store og kendte personer og deres gerninger. Et foredrag handlede om Alfred Nobel, et andet om Fridtjof Nansen og et tredje om Dag Hammarskjöld. Tilsvarende kunne Jørgen Pors fortælle. Hvis han f.eks. i en klasse skulle vikariere i en time, kunne han fortælle om journalisten Henry Morton Stanley eller andre personer, som man måske kendte navnet på uden dog at vide noget som helst konkret.

Aage Gram var tysklærer mere end noget andet. Jeg ved fra min storesøster, at som ung lærer var de store piger i skolen forelsket i ham. Det var ikke så meget tilfældet, da vi fik ham til tysk i 7. klasse, men vi havde som regel et godt forhold til ham. Som regel, fordi han underviste på en gammeldags måde med remser og ”aus, bei, mit, nach, von, zu” og ”an, auf, hinter, in, neben, über, unter, vor, zwischen”, kasserollebøjninger osv. og stillede konkrete krav til os om at være forberedt til hans timer, hvilket vi ikke altid var. Det var pærelet for en rutineret og dygtig tysklærer som Aage Gram at gennemskue og afsløre manglende forberedelse i tysk, og så blev stemningen anspændt. Han blev ganske enkelt gal, og det var ingen i tvivl om. Han talte altid både på dansk og tysk med en meget klar diktion og så direkte på den, han henvendte sig til. Vi var ikke i tvivl om, hvor vi havde ham, og hvis vi ellers ville, kunne vi lære tysk af lærer Gram. Han var redelig og en god lærer, der gerne krydrede sin undervisning med eksempler og fortællinger fra sit eget liv eller familie eller fra sønderjysk historie.

I 6. og 7. klasse havde min klasse Dorthe Pedersen som klasselærer. Som klasselærer var hun vores dansklærer, og jeg husker ikke andre fag med hende. Hun var gift med lærer Niels Pedersen, og de havde begge arbejdet som lærere i Sydslesvig, inden de kom til Vojens, ligesom lærerparret Inger og Jørgen Pors. Både Dorthe og Niels Pedersen var i øvrigt ligesom Porserne engagerede gymnastik- og idrætslærere både i skolen og uden for i VBI.

Niels Pedersen havde jeg aldrig selv som lærer i noget fag. Men han var fast gårdvagt gennem flere år i træk i 60’erne i den store skolegård, og som sådan kunne ingen elev i den skolegård undgå at have et eller andet forhold til ham. Han var en meget opmærksom gårdvagt, og håndfast. Tilløb til synlig mobning, et ord som dengang ikke var taget i brug endnu i Vojens, fik ikke mange chancer med ham som gårdvagt. Det var anderledes med den skjulte mobning, der fandtes der som alle andre steder. Han patruljerede i frikvartererne med hænderne på ryggen, om sommeren med lys stråhat på sned og om vinteren med strikket hue, og intet undgik hans opmærksomme blik, og slet ikke dem af os, der kom for sent om morgenen og forsøgte at snige os ind uden at blive opdaget.

Rygning var forbudt for eleverne – både ude og inde – men fra tid til anden steg der tobaksrøg op over skillerummene mellem toiletterne, og Niels Pedersen kunne spore det fra den modsatte ende af skolegården, og så blev den fornøjelse afbrudt. Det krævede ellers en betydelig trang for den enkelte at gå ind på de toiletter – enten trang til røg eller trang til at lette sig – for hørmen derinde var ikke for sarte næser.

I perioder i 60erne var det populært for nogen at have attrap-pistoler med i skolen. Vi kaldte dem ”platz-pistoler”. De var ganske vellignende med rigtige våben men lidt mindre, og de affyrede patroner med løst krudt. Det var aldeles forbudt at bringe dem med i skolen, hvilket dog ikke afholdt alle fra at gøre det. Og gud nåde den synder, der blev taget af Niels Pedersen med en platz-pistol i lommen eller i hånden. Attrap-våbnet blev smadret ned imod asfalten her og nu og uden diskussion endsige appelmulighed, og indehaveren risikerede også en sviende kontant afregning på stedet – ligeledes uden appelmulighed. Men bortset fra sådanne spektakulære oplevelser, hvor Niels Pedersen ikke var nogen hyggespreder, var han en god gårdvagt. Der blev holdt orden på pladsen, og han havde ofte en jovial bemærkning til overs om dette og hint.

Skolegården var asfalteret og med enkelte bænke at sidde på. Der var også læskure i den vestlige side med adgang til toiletterne – oh gru for en stank, i hvert fald i drengenes. I læskurene var der en vandfontæne til drikkevand. Der løb altid en svag opadgående drikkevandsstråle i vandfontænen, som man kunne slukke tørsten med. De blev også brugt til at give buksevand med, hvis nogen blev underkastet pøbelens afstraffelse for noget – eller rettere forfølgelse og med et nutidigt ord ”mobning”. For det forekom også – på trods af gårdvagterne. Ikke alle var lige så opmærksomme og strikse som Niels Pedersen som gårdvagt. En anden form for utiltalende mobning forekom henne ved nedgangstrappen til spisekælderen, hvor der var et stakit af vandrette jernrør, og hvis man fik lagt armene ned omkring dette jernrør og holdt fast der, var man hjælpeløs og kunne kildes lige så længe som det passede ens plageånder.

I 1959 blev den nye fløj mod vest taget i brug – og med den også den nye skolegård – begge dele for elever op til og med 3. klasse. Der var strengt forbud mod at elever fra 4. klasser og op at lege eller opholde sig i den nye skolegård, der straks havde fået navnet: ”den lille skolegård”. Den nye skolegård blev forsynet med en farvelagt belægning, der skulle symbolisere gader, fortove, cyklestier m.v. så de kunne bruges i en trafikpædagogisk sammenhæng, som især Aage Gram var engageret i. Jeg husker kun et enkelt tilfælde, hvor det blev brugt i en slags trafikundervisning, og hvor Finn Villadsen blæste rundt på sin knallert uden udstødningsrør, så det rigtigt larmede, mens han lavede forkerte og rigtige trafikmanøvrer. Underholdningsværdien var stor, men jeg tvivler på noget trafiksikkerhedsmæssigt udbytte.

Lærerparret Anne-Marie og Hans Erik Høyer kom fra Hammelev Skole til Vojens Borger- og Realskole i 1962. Vi fik Anne-Marie Høyer til engelsk i 6. klasse og havde vist hende til engelsk i alle senere klassetrin. Jeg tror, hun var en god engelsklærer – i hvert fald væsentlig bedre som lærer end vi var som elever. Der var mange gange, hvor vi elever kviede os ved at tro på, at noget skulle virkeligt udtales sådan som fru Høyer forsøgte at lære os det. Som om vi vidste noget som helst om det? Gud fader bevares, vist gjorde vi ej!

Hans Erik Høyer fik vi i 6. og 7. klasse til historie, og jeg skal da lige love for, at det var et kulturchok for os at skulle til at lære historie efter hans pædagogik. Hidtil havde vi haft mange – alt for mange – forskellige lærere i Danmarks- og Verdenshistorie. Flere af dem var formentlig ganske kompetente historielærere, men der havde intet fortløbende eller struktureret været i vor hidtidige historieundervisning. Ved nye klassetrin og dermed nye lærere i faget blev der igen og igen taget hul i forskellige historiske epoker og emner uden sammenføjning. Det resulterede i manglende interesse og engagement i faget. Det ændrede sig imidlertid for vort vedkommende brat med Hans Erik Høyer som lærer. Han havde en ganske særlig, lidt nasal, stemmeføring og en meget autoritær optræden, som vi hidtil slet ikke havde været vant til. Desuden brugte han at tiltale os med vort fulde navn: Lars Henrik Jacobsen, Egon Rhave Andersen, Ludvig Henriksen, Maj Burmeister, Per Holst Jessen osv. osv. Det havde en respektindgydende effekt, som ingen andre lærere brugte. De brugte bare fornavnet. Vi begyndte med H.E. Høyer med afslutningen af Store Nordiske Krig, den florissante periode, landboreformerne, Napoleonskrigene, og i løbet af de to skoleår nåede vi frem til afslutningen af 2. verdenskrig. Han var altid særdeles velforberedt, og forlangte det samme af os. Det sidste kneb det imidlertid ofte med. Det var gammeldags undervisning med gennemgang af stof og lektier til næste gang, hvor vi så blev hørt i stoffet, inden ny gennemgang af det næste stof. Ved overhøringen skulle vi stå op ved siden af bordet, og hvis man ikke var vel forberedt og havde læst på lektien og havde lært stoffet, gjaldt det om at skæve ned i bogen på bordet. Det var noget jammer, og man blev ubønhørligt afsløret o g bedt om at sætte sig. Næste elev: fornavn og efternavn … Når elevens præstation var helt håbløs, og det hændte ind imellem, vendte H.E. Høyer blikket opad og sagde: ”glade jul!” Nogle år senere, fortalte H.E. Høyer, at han mildt sagt ikke var historielærer, og det bestemt ikke var hans ønske at skulle undervise i historie. Jeg måtte komplimentere ham for, at det var lykkedes at skjule det, mens det foregik.

Til gengæld var fysik, kemi og matematik ønskefag for H.E. Høyer, og det underviste han os i i 1., 2. og 3 real, hvor han samtidig var vores klasselærer. Undervisningsmetoderne var de samme som i historie, men jeg var tungnem, og det var ikke feset ind hos mig, at også i matematik forventede Høyer, at vi havde læst på lektien hjemme. Det var ikke lige tilfældet for mig, da jeg i geometri skulle bevise 2. hovedsætning, der sagde noget om vinkler og proportionale sider i to ensvinklede trekanter. Det var ynkeligt, jeg var blank i lektien og kunne ikke bevise noget som helst. Jeg stod ved tavlen, og Høyer sad ved katederet og prøvede at se mig i mine flakkende øjne, mens han langsomt, næsten messende og med nasal stemme sagde: ”Lars Henrik Jacobsen! … Du er på vej ud ad et meget farligt spor…… Hvis du fortsætter ad det spor, vil du ende langt langt ude. Helt ude i det sorteste sorte, der hvor der er kun er gråd og tænders gnidsel, og hvorfra ingen vej vender tilbage! – sæt dig!” Behøver jeg at fortælle, at jeg havde forberedt mig grundigt i både 3. hovedsætning og alle kongruenssætninger? Men jeg fik lært at læse på lektien, og vi havde et godt forhold til H.E. Høyer. Han var en god klasselærer, og det var en glæde at gense både ham og vores dansklærer Else Nielsen til 25 års klassegensynet i 1992.

Else Nielsen var et sødt menneske og hendes hovedfag var vist dansk og engelsk, men min klasse havde hende kun i dansk i de sidste tre år. Jeg var doven i dansk. Jeg var ret god til at læse og skrive, bildte jeg mig selv ind, og jeg havde slet ingen forståelse for, at faget dansk var meget meget mere end det. Denne erkendelse er desværre kommet til mig på et alt for sent tidspunkt og skal ikke lægges Else Nielsen til last. Af en eller anden grund havde Else Nielsen tilnavnet ”Judo-Else”. Jeg ved ikke, hvorfor. Hun var bestemt ikke nogen udøver af judo eller andre lignende aktiviteter, heller ikke i sin pædagogik. Else Nielsen var den eneste af vores lærere, som vi besøgte privat uden for skoletiden. Hvilket storsind, hun viste ved at holde os ud både i og uden for skoletiden.

Andreas Michaelsen var på mange forskellige måder en farverig person både som lærer og i livet uden for skolen. Jeg havde ham i historie i et eller to år og i gymnastik i et par år også – og vist også i formning. Han var selv fra Vojens’ nærmeste opland, Tyreshul midtvejs mellem Vojens og Styding, hvor han også boede, da han var lærer i Vojens. Andreas Michaelsen havde mange forskellige talenter, som vi på forskellig måde fik indtryk af i undervisningen. Han var i bund og grund dybt interesseret i historie og kunne give os god indlevelse i delelementer, men det er mit indtryk, at han havde svært ved at holde sig til sagen, og historieundervisningen blev ikke koblet sammen i større helheder og historiske perioder. Han havde en usædvanligt smuk håndskrift med snirkler og strøg og stil, som vi ikke kendte nogen som helst andre, der kunne. Jeg tror ikke vi kendte ordet ”kaligrafi”, ellers ville vi nok have brugt det. Imponerende skrift. En forrygende god fortæller var han også, både i faget historie og måske især, når det var uden for faget. Der var noget skuespiller over ham, når han en sjælden gang læste højt for underholdningens skyld, hvilket kunne være forrygende morsomt. Han var også en dygtig pianist, og i en periode lod han sig engagere til private fester og leverede musik og underholdning.

En årrække holdt Andreas Michaelsen kaniner i stor stil hjemme på ejendommen i Tyreshul. Avlskaniner, slagtekaniner, udstillingskaniner, små kaniner, store kaniner og kaniner af snart sagt enhver slags, race og farve. Der var ca. 1100 kaniner, da der var flest – i så vidt jeg husker et par år. Så tabte han interessen for kaniner og slog sig på ørreddamme, men det gik vist ikke så godt ret længe, så var det eventyr slut.

En kort årrække skrev og udgav Andreas Michaelsen et historisk tidsskrift, der hed Stambladet. Jeg tror, det udkom kvartalsvis og i et par år højst. Bladet var vist rigtig godt både med indhold og layout, men af en eller anden grund tabte han også interessen for det, og så sluttede det.

Som gymnastiklærer var Andreas Michaelsen også speciel. På nogle måder måske selvskrevet til faget, atletisk og stærk som en bjørn. Vi hørte, at han deltaget i atletik ved OL i Helsingfors, og det gav en overgang lidt respekt i den retning. Men det varede ikke ved, for faktisk var han ret doven som gymnastiklærer. En væsentlig del af gymnastiktimerne kom til at foregå med boldspil uden noget andet indhold end den bevægelse, som boldspillet skabte. Indendørs typisk som håndbold, hvor han sad højt i gymnastiksalens vindueskarm med godt overblik og dømte kampen, og udendørs typisk med fodbold på Stadions træningsbane.