Denne tekst er skrevet af Lars Jacobsen. Skovvej, som nævnes i teksten, var det navn, Stadion Alle havde inden 1970.

Vojens Borger- og Realskole, ca. 1967

1. april 1957 var første skoledag for ca. 75 børn i Vojens. Jeg var en af dem. Der var ikke megen diskussion om, hvilken skole vi skulle i, for der var kun en: Vojens Borger- og Realskole. Der var ingen anden kommuneskole og ingen privat- eller friskoler i byen.

Om formiddagen, sikkert klokken10, samledes børn og forældre, flest mødre, hånd i hånd i stueetagen i den vestlige tværbygnings korte gang, der gik tværs af den lange gang, der gik på langs med hovedbygningen, og som vi senere lærte at kende som ”æ langgang”.

Skoleinspektør Søren Jensen, på skolen kaldet ”æ Spekke” og i folkemunde uden for skolen kendt som ”Syng-Søren”, bød velkommen til både børn og forældre. Han stod for enden af ”æ langgang”, der var tre trin højere end tværgangen, hvor vi børn og forældre stod, og han var derved hævet et par hoveder over menigheden. Ingen sad ned, der var kun ståpladser.

Hvad skoleinspektøren sagde, husker jeg ikke noget af, der er sikkert faret for mange tanker igennem mit hoved ved den lejlighed. Men til sidst blev vi råbt op og fordelt i klasserne 1. A, 1. B og 1. C. Det resulterede i noget murren blandt enkelte forældre, fordi nogle legekammerater derved kom i forskellige klasser. Så blev der byttet lidt rundt, og puslespillet gik op – i hvert fald bedre end først – og vi gik klassevis med forældre til vore tildelte klasseværelser.

Jeg kom i 1. A, der fik tildelt det første klasseværelse på første sal i samme fløj, 1. B fik det næste klasseværelse, og 1. C fik klasseværelse næsten lige ved siden af – op ad et par trappetrin i hovedfløjen ved siden af biologilokalet.

I klasseværelset skulle vi så placeres ved to-mands pulte, og også her var der forældre, der blandede sig – nu med hensyn til, hvem der kom til at sidde ved siden af hinanden. Drenge ved drenge og piger ved piger sad vi, mens forældrene stadig stod ude i kanten og trippede. Alle havde ny skoletaske, der hang næsten tom for enden af pulten. Taskerne var næsten alle af samme model i mønsterpræget læder eller imiteret læder med et eller to rum inden i, to sidelommer udenpå og hver med en kliklås til at lukke tasken og et håndtag i toppen til at bære den i. Rygsække blev ikke brugt, og vist nok kun Kirsten Villadsen havde en taske i ternet mønster og også med remme til at bære taksen på ryggen som rygsæk. Penalhusene var typisk af læder og med holdere til at skubbe blyanter, viskelæder og blyantspidser ind i.

Bordene var gammeldags skolepulte med faste bænke, af den slags man ser i Ole Bole ABC osv. Man sad ikke godt ved dem, og ergonomisk har de sikkert været helt håbløse. Men vi sad der i hvert fald. Jeg sad ved siden af Gert Zickert, min legekammerat fra Skovvej. Nogle af os kendte lidt til hinanden, men faktisk ikke ret mange. Dem, der kendte hinanden hjemme fra gaden og havde leget sammen før skolen, satte sig sammen ved samme pult eller blev sat der af forældrene.

Lærerinden, vor første klasselærer frk. Jørgensen bød også velkommen og sagde også noget om at gå i skole. Jeg husker ikke meget af det heller, men der blev i hvert fald sagt noget om passende sengetider for børn i 1. klasse – og henvendt til forældrene ude ved væggen blev der sagt, at vi ikke skulle i seng senere end klokken 20, hvorefter hun fyndigt udtalte, hvad vi kom til at høre uendeligt mange gange senere i det skoleår: ”Tidligt op og tidligt i seng, det er sundt for en lille dreng! – Man kan også godt sige, det er sundt for en lille pige!” Ak ja!

Så var den skoledag slut, og næste dag begyndte skolen for alvor.

Vores første klasselærer var som nævnt frk. Jørgensen. Hun hed Minna Jørgensen, men fornavnet kendte vi kun fra underskriften i den kvartalsvise ”Meddelelsesbog”. Vi sagde ”frøken Jørgensen” og ”De”. Alene tanken om at bruge fornavn endsige at sige ”du” til vor lærer var helt absurd. Jeg tør slet ikke tænke på følgerne – for frk. Jørgensen.

Frk. Jørgensen var en sød og elskelig lærerinde, der nærmede sig pensionsalderen. Hun boede i Smedevænget lige bag ved skolen. Hendes pædagogik var helt gammeldags og naturligvis gennemprøvet, og jeg tror, den var god.

Vi lærte som det første, hvordan vi skulle stille op i to rækker i skolegården ud for døren i vores ende af skolen, når det ringede ind. Så kom lærerne og hentede os, og vi skulle gå ind i klassen og stå ved siden af pulten, indtil der blev sagt vær så god til at sætte os.

Den allerførste skoletime begyndte med, at frk. Jørgensen satte sig til sit harmonium (stueorgel), trampede i pedalerne og sang ud med høj røst ”I østen stiger solen op” til eget akkompagnement. Ingen af os børn kendte salmen, men det kom vi til, efterhånden som det gentog sig dag efter dag. Vi kunne ikke læse, og sangbøger havde vi ikke, så vi lærte den og andre morgensange udenad ved at synge efter frk. Jørgensen med harmonium. Sådan lærte vi alle børnesange i 1. klasse. Der var nogle få, der privat havde bogen ”De små synger”, fordi de havde gået i børnehave, men stadig: Vi kunne ikke læse ordentligt før senere i skoleåret, så det har mest været for billedernes skyld, at bogen havde nogen værdi.

Frk. Jørgensen lærte os også manerer – eller forsøgte på det. Når naturen trængte sig på, skulle vi række en finger i vejret og så hed det sig: ”Må jeg gå i gården?” Det måtte man som regel, selvfølgelig. Men naturen skulle også virkelig trænge sig på, før man følte sig foranlediget til at opsøge de ildelugtende lokummer og pissoirer, der var til rådighed. Og hvorfor vi så skulle have lov til at ”gå i gården” gik aldrig rigtig op for mig. Vi skulle jo ikke tisse i gården.

Vi skulle også lege købmand for at lære, hvordan man henvendte sig høfligt i butikken. Det duede ikke at sige: ”Jeg skal have noget margarine og et pund rosiner og brun sæbe”. Næh, det hed: ”Goddag, jeg vil gerne bede om ……” osv.

Vort første skoleår gik vi i skole fire timer hver formiddag fra klokken 8 til 12 og om lørdagen to timer fra klokken 10 til 12. Hver skoletime var på 50 minutter.

I 1. klasse havde vi fagene: dansk, regning, skrivning og bibelhistorie. Faktisk havde vi flere, som blev lagt ind i de andre fag. Vi brugte sådan nogle gamle tavler med billeder af dyr, fugle, fisk og landskaber, som frk. Jørgensen fortalte ud fra, hvorved vi faktisk fik både geografi og naturhistorie med ræve, rådyr, ugler, uglegylp og alt muligt med i samme ombæring. Den slags tavler blev også brugt i bibelhistorie, hvoraf nogen var ret dramatiske i deres udtryk. Desuden sang vi et eller andet i snart sagt alle timer – måske ikke lige i regnetimerne.

Vi havde i 1. klasse kun én egentlig skolebog – en ABC læse- og skrivebog. Den var altså bare ikke helt rigtig, fordi den var hæftet i ryggen og ikke med stift bind. Ellers var det hæfter med store tern og stor afstand mellem linjerne, som vi brugte. Og vi skrev kun med blyant. Fyldepen til at skrive med blæk skulle vi ikke bruge før i 3. klasse. Kuglepenne var slet ikke på tale i undervisningen, de gav en grim skrift, hed det sig, og desuden klattede de.

I skrivning lærte vi sammenhængende skråskrift. Og i guder, hvor var det svært – især for drengene. Pigerne var typisk mere sirlige og skrev pænere. Først lærte vi små bogstaver og siden de store. Især de store bogstaver som D, L, K, R og Ø i skråskrift var vanvittigt svære, og man fik kramper i hele armen. Pænt blev det vist aldrig – i hvert fald ikke for drengenes vedkommende. Når vi så havde skrevet os stive og krampagtige i hele højre del af kroppen – der var vist ingen kejthåndede i klassen – så dirigerede frk. Jørgensen os til at ryste og slaske med hånden, indtil den var ved at falde af armen.

Når man havde lavet en side i sit kladdehæfte pænt eller rigtigt uden væsentlige fejl, det være sig i skrivning, dansk eller regning, så fik man et lille klistermærkeflag nederst i højre hjørne. Det var noget, der betød noget og overgik vist mest for pigerne. Når man havde 10 flag i sit hæfte, fik man tildelt et glansbillede – vist nok efter eget valg. Jeg mindes ikke, at det skete for nogen af os drenge.

Frk. Jørgensen læste også historier op for os. Det var vist mest sådanne artighedshistorier om ”Else og Erik” i forskellige sammenhænge, og så vidt jeg husker, var de kedelige. De har ikke gjort noget varigt litterært indtryk på mig.

Hvis man havde gjort sig ud til bens på en eller anden måde – i frk. Jørgensens terminologi hed det at være ”uartig” – var der gruelige sanktioner at frygte. For en mindre forseelse risikerede vi, at der i det øverste venstre hjørne på tavlen blev skrevet ens navn efterfulgt af et 0. Og det skulle stå der hele dagen til skam og spe for den syndige. Jeg husker kun, at det skete en enkelt gang – for Flemming Kjærgaard. Måske har han trukket en pige i fletningen eller sådan noget, og i så fald er de nok begge to kommet ud af det uden varige mén. For mere grove forseelser kunne vi blive sat i skammekrogen for resten af timen – eller endda blive sat uden for døren. De to sidstnævnte grove sanktioner husker jeg ikke blev brugt i 1. klasse.

Alfabetet lærte vi ved at synge det på Tordenskjold-melodien. Det var effektivt, nu 56 år efter synger jeg det stadig indvendigt på melodien, når jeg skal bruge alfabetet. Ellers var meget af dansktimerne præget af at stave i kor med enkelte stavelser for sig, der så bliver til hele ord og læse højt i kor. Lektier fik vi ikke i 1. klasse, i hvert fald ikke noget, der belastede fritiden så meget, at jeg husker det.