Denne tekst er skrevet af Lars Jacobsen.

Vojens Borger- og Realskole, ca. 1967

1. april 1958 begyndte jeg i 2. A. Skoleåret skiftede 1. april, og sommerferien faldt derfor inde i et skoleår.

Vi flyttede til et andet klasseværelse i stueetagen i samme vestfløj på skolen – og nu med skoleborde/-pulte med løse stole til. Af en eller anden grund var der gænger under stolebenene ligesom under en gyngestol. De var bare ikke krumme som på en gyngestol, men derimod lige. Måske var det for at gøre dem mere stabile, så der ikke blev vippet på dem – en tilbøjelighed jeg aldrig har lagt fra mig.

Efter at have haft frk. Jørgensen til alle fag i 1. klasse fik vi Frode Paulsen som ny klasselærer, og desuden skulle vi have flere nye fag med andre lærere. Frode Paulsen, klasselæreren, havde vi i dansk, regning, skrivning, bibelhistorie og vist nok også tegning. Han boede på hjørnet af Jyllandsgade og Smedevænget, hvor hans kone Marion havde damefrisørsalon.

Noget af det allerførste, der skete i 2. klasse, var, at vi fik sangbøger, rigtige bøger, der ikke var hæftet i ryggen. Det virkede imponerende på os, da lærer Paulsen slæbte alle bøgerne ind og stablede dem, ca. 25 stk., op på katederet. Det var ”Den Danske Sang”, splinterny i stift og fast bind og med glat papir. En til hver, og lærer Paulsen skrev med fyldepen og sirlig skrift elevens navn ind på side 2 øverst. Vi fik at vide, at vi skulle passe på bogen. Den skulle holde hele vor skoletid ud og var i øvrigt ”til evig arv og eje”. Få dage efter fik vi udleveret en ekstra side med lim på bagsiden til at klæbe ind forrest i bogen på en af de blanke sider. Det var sangen ”Den danske sang er en ung blond pige”, som af uvis årsag ikke var med i bogens nummererede sange, og det kunne selvfølgelig ikke gå an.

Drengene fik et nyt fag, papirsløjd, med Tirsbæk Jørgensen som lærer. Der var alle drengene samlet for alle tre parallelklasser. Pigerne fik vist håndgerning, og jeg husker ikke med hvilken lærer(inde). I papirsløjd lærte vi at lave papirflyvere af forskellige modeller, papbægre, huse, skibe, både, hatte, negerlandsbyer, juletræspynt og alt muligt andet af papir og pap. I dag ville man nok kalde noget af det ”origami”, men så avancerede var vi ikke. Nogle af frembringelserne blev malet i stærke farver af limfarver, og alt sådant udstyr stod i nogle skabe ude på gangen. Malingen var ikke vandfast, selv om det var tørt. Tirsbæk Jørgensen var god til faget, i hvert kunne vi godt lide timerne. Han var lidt gammeldags i pædagogikken, og han var kendt for sit disciplinærmiddel over for vanskelige drenge: at tage fat med fingrene i de korte maskinklippede hår over ørerne og løfte op, indtil den arme synder stod højt på tåspidserne for at mindske rykket i hårrødderne og var lydhør over for Tirsbæks formaninger. Mens vi klippede, klistrede og malede i papir, pap og glanspapir, læste Tirsbæk Jørgensen nogle gange op af drengebogen ”Gule Ulv” og anden tilsvarende lekture. Det var han god til. I papirsløjdtimerne gik han i khakibrun kittel med blyanter, lineal og papirsaks i brystlommen. Papirsaksen kunne godt bruges til at illudere en indianers tomahawk som i ”Gule Ulv”.

Vi fik også geografi som selvstændigt fag og med fru Volt som lærerinde. Ikke med lærebog men med kladdehæfte til at skrive i, og det blev også derefter – især for drengenes vedkommende. Det så ud, som var det skrevet med brækket arm.

Først lærte vi om, hvad en ø er, en halvø og en sø osv. osv. Så skulle vi lære noget om verdenshjørner nord, syd, øst, vest, sydøst og sydvest osv. Dertil skulle vi tegne en såkaldt kompasrose i vort hæfte, og til næste gang skulle vi som hjemmearbejde tegne en cirkel – ikke med passer, men derimod rundt om en kop. Ikke en kaffekop, men en tekop. Da blev jeg forvirret! I mit hjem drak vi både kaffe og te, men jeg kendte ikke forskel på en kaffekop og tekop, men jeg ville ikke blamere mig og udstille min uvidenhed ved at spørge. Men cirklen blev i hvert fald rund. Ellers lærte vi om Danmark med øer, fjorde, bælter, søer, byer og i grove træk næringsliv. Vi lærte også om Færøerne med grindedrab og fuglefangst og om Grønland med byer, udsteder og bopladser, Vi lærte også, at en sæl var torpedoformet, selv om ikke en levende sjæl blandt os anede noget om, hvad en torpedo var. Fru Volt var gift med lærer Volt, og de boede på Øster Allé.

I 2. klasse fik vi gymnastik – alle tre parallelklasser sammen, og i naturlig overensstemmelse med tidens pædagogik og anskuelser: piger for sig og drenge for sig. Pigerne i den nye gymnastiksal langs med smed Jensens have og drengene i den gamle gymnastiksal langs Østergade. Drengenes første gymnastiklærer var lærer Klement. Jeg tror pigernes gymnastiklærer i 2. klasse var fru Rasmussen. Lærer Klement var en flink og behagelig lærer, men ellers husker jeg ikke meget om ham, fordi vi havde ham ikke i lang tid. Hans gymnastikundervisning husker jeg ikke meget af andet end, at vi som i alle senere gymnastiktimer begyndte hver time med at gå rundt modsat uret i salen i to rækker og i takt.

Af en eller anden årsag skiftede vi gymnastiklærer inde i skoleåret, og efter lærer Klement kom Jørgen Pors, der sammen med sin kone Inger Pors var nye lærere på skolen. Lærerparret Pors kom til Vojens vist nok fra Kappel i Sydslesvig. I begyndelsen boede familien vist i Danmarksgade men flyttede kort efter til Sjællandsgade 13, som de havde købt af arkitekt Thøger Thomsen, der flyttede til Haderslev. Vi havde endnu ikke haft historie i skolen, og de fleste af os vidste derfor kun lidt om baggrunden for, at danske lærere underviste i skoler syd for grænsen. Men det var da lidt eksotisk. Jørgen Pors var en meget entusiastisk gymnastiklærer. En gymnastiktime med ham begyndte typisk med at stille op i to rækker efter størrelse, de mindste forrest og de største bagerst. Så lød det: Fremad gå! Og det gik rundt og rundt i takt, så i løb og stadig i takt, så igen i gang, og pludselig brød Jørgen Pors ud i sang, og vi andre skrålede med i kor: ”Det er så godt at ha’ ryggen ret, med ho’det løftet og gangen let. Så går vi så frit gennem verden, så går vi så frit gennem verden!” Eller også: ”Jeg elsker de grønne lunde…” eller: ”I alle de riger og lande ...” Rundt og rundt gik det – og så op i fire rækker i salen og små lette fjederhop på stedet, arme bøj og arme stræk, tyve dybe lændebøjninger og ti sidebøjninger til hver side osv. Det var for så vidt OK, indtil vi skulle ned på maven for at lave tyve armbøjninger i takt med strakt ryg. At få næsen ned i det surt lugtende lakerede gulv i gymnastiksalen, hvor hundredvis af svedige drenge hver dag eksercerede, var ikke lækkert. Lugten i gulvet blev kun overgået i sur vederstyggelighed af den stank, der hang ved svaberkluden, hvormed gulvet en gang imellem fik en efter en nødtørftig skylning og opvridning ude i baderummet.

Lærer Pors’ gymnastik var også med ribber, bomme, plint, buk, hest, tove og madrasser. Vi klatrede i tov – og nogen gange i konkurrence på tid, hvor den, som kom hurtigst helt op og slog hånden op i loftet, havde vundet. Ved enkelte særlige lejligheder var der præmie til vinderen: 10 øre. Vi sprang over buk, men i 2. klasse endnu ikke kraftspring og flyvespring, og det var for så vidt også hårdt nok for nogen at få rumpen med hen over bukken. Lærer Pors var ikke så meget til boldspil i gymnastiksalen, det var mere om sommeren, hvor der var fodbold udendørs på det forholdsvis nye stadion. I gymnastiksalen gik han i lette tynde gymnastiksko og havde opsmøgede skjorteærmer. Han var en meget adræt og stovt person, og jeg husker ikke, at han nogen sinde løftede stemmen for at skælde ud. Til gengæld brugte han at trække de dygtige af eleverne frem på gulvet igen og igen, og det var ikke så fremmende for den gymnastiske selvtillid hos dem, der ikke var dygtige gymnaster.

Vores klasselærer Frode Paulsen var en god oplæser, og især H.C. Andersen var han god til. Det var totalteater at høre ham læse ”Store Klaus og Lille Klaus” og ”Hvad fatter gør, er altid det rigtige”. Han læste også serien ”Martin-bøgerne” af Sigrid Thomsen. Det var fem bøger, der drejede sig om en dansk dreng/ung mands liv og oplevelser i Rhodesia og Sydafrika. Med nutidige øjne er bøgerne måske håbløst politisk ukorrekte i enhver henseende, men de gav et lille indblik i geografi og livsstil fra den verdensdel, og de indeholdt formentlig det meste af det, som gode børnebøger dengang skulle have. Og vi kunne godt lide at få dem læst op. Frode Paulsen kom fra Tønder eller Tønder-egnen. Derfor vi hørte nok mere end gennemsnittet om den sydvestligste landsdels geografi og historie om marsk og kåg, sluser og afvanding, guldhornsfund i Gallehus og meget mere. I undervisningen talte han rigsdansk men kunne slå over i synnejysk fra det ene ord til det andet. Det skete kun, når han i enkelte situationer gav udtryk for en helt personlig mening eller anskuelse. Hans pædagogik var vel ret traditionel, tror jeg. Jeg mener ikke, at han brugte eftersidningstimer, men han kunne godt skælde ud og løfte stemmen til det ubehagelige, og jeg husker også, at han har smækket øretæve ud – ingen navne her. Men det var absolut undtagelsen og skete ikke i 2. klasse. Han brugte i påkommende tilfælde at kontakte forældre, hvis der var problemer.

Vi fik sang som selvstændigt fag med fru Husmann. Ordet ”sang” var rent bogstaveligt, der var ikke tale om anden musikalsk udfoldelse fra elevernes side end den, der frembragtes med vore skingre stemmer, og det foregik siddende i klasseværelset.

I 2.klasse begyndte vi også at gå i skole om eftermiddagen – nogle dage om ugen, men om lørdagen var der stadig kun skole til middag. Hver skoletime var på 50 minutter, og der var middagspause på 50 minutter fra 12.00 til12.50, hvor alle, både elever og lærere, gik eller cyklede hjem og spiste middagsmad – bortset fra de elever, der boede uden for byen og havde madpakke med, da de ikke kunne nå hjem og spise. Den lange middagspause gjaldt også for de fleste arbejdspladser i byen, og de færreste mødre var udearbejdende. Det gav en forrygende cykletrafik frem og tilbage i middagspausen.