Vojens Kirke er opført i 1925 som en genforeningskirke og er sikkert derfor inspireret af "den danske landsbykirketype".
Inventaret er dels fra 1925 og dels stammer det fra andre kirker. Alterbord og altertavle har oprindelig tilhørt Sønder Starup Kirke og stammer fra 1615. Hovedmotivet er Nadveren og sidemotiverne er Moses og Kristus. Både tavle og malerier blev kraftigt restaureret og opmalet i 1925. Altersølvet er en gave fra Kirkefondets menigheder i København.
Døbefonten er fra 1925 og havde oprindelig et messingdåbsfad, men i 1950 blev det erstattet
af tinfad og -kande fremstillet af tinsmed Haustad fra Norge. Den syvarmede lysestage er en foræring
af omegnens præster i 1925.
Skibsmodellen er ophængt i 1937: "Ellen af Ålborg".
Nummertavlerne er en foræring fra Roskilde Domkirke.
Glasmalerierne i kirkeskibets nordvinduer er fremstillet af Johan Thomas Skovgaard i denne
rækkefølge: Bebudelsen i 1925, Jesu dåb i 1935 og Sædemanden i 1947.
Orgelet er bygget af Marcussen & Søn fra Aabenraa i forbindelse med en restaurering og ombygning af kirken i begyndelsen af 1970-erne.
Uddrag fra bogen "Vojens Kirke -75 år" udgivet af Vojens Menighedsråd i 2000
Den følgende beskrivelse af ringningen i slutningen af 1950erne er skrevet af Lars Jacobsen
Vojens Kirke og en del af Østergade set mod nordvest, 1947
Som smådrenge i slutningen af 1950erne kunne vi få lov til at følge med, når Hans Nissen ringede solen op eller ned. Om sommeren op klokken 0700, da var vi nok ikke med. Og om vinteren op klokken 0800. Om sommeren ned klokken 1800 og om vinteren ned klokken 1600 eller 1700.
Klokkeringningen var helt manuel og foregik i tårnet helt oppe under klokkerne.
Vi gik op ad alle trapperne i hælene på Hans Nissen. Oppe ved klokkerne begyndte han med at åbne glamhullerne til både øst og vest. Så tog han sit lommeur op af vestelommen og kiggede. Og på slaget hel, halede han i tovet og efter et par kraftige træk med hele kroppen kom klokken i svingninger – og det første bim lød. Det var et øresønderdøvende lydindtryk at stå lige under klokkerne, der snart kom i en meget rytmisk kadence, hvor Hans Nissen blot holde skulle svingningerne i gang med et let ryk i tovet. Når han svingede tovet, slog tampen let hen på ydermuren og lavede et slidmønster i kalken, hvor den ramte hver gang. Efter tre minutters ringning tog han igen lommeuret op af vestelommen og kiggede på det, og på minuttet begyndte han at holde igen på tovet for at bremse svingningen. Vi, der stod ved siden af, følte at hovedet og kroppen vibrerede videre længe efter. Når klokken var kommet i stå, kravlede Hans Nissen op på en slags kort trappestige eller taburet og greb fat i klokkekneblen og trak den ind mod klokken tre gange tre slag – det var bedeslagene.
Morgenringningen skete med to klokker, og aftenrigningen med en klokke. Det lød meget smukt. Høreværn var der ikke noget af, hverken for Hans Nissen eller os. Efter endt ringning blev glamhullerne lukket igen, og vi gik ned ad de mange trapper og ud – i stilheden.
Herunder finder du artikler og udklip om Vojens Kirke og kirketjenester i byen.
(åbner i et nyt vindue)
Udklip
