Her er hele historien samlet med den viden, vi til dato ligger inde med om Peters tid i Woyens.
Af Jes A. Ratzer – 2013.

Peter Nicolaisen Lagoni er født den 1.10. 1829 i Hyrup, Bevtoft. Hans far var sognefoged og gårdmand Nicolaj Peter Lagoni (1799-1874), moderen hed Anne Elizabeth Krüger (1798-1867). Forældrene blev gift i 1825, Peter Nicolai var nr. 3 ud af i alt 8 søskende. Familien ejede en af de store gårde ”Kiskelund”, den lå i udkanten af landsbyen Hyrup. Gården, der havde været i familiens eje i generationer, omfattede et areal på ca. 205 tønder eller 114 hektar. I generationerne forinden Lagoni-navnet blev en realitet, var henholdsvis Petersen og Nicolaisen familienavnet – og Peters Nicolais bedsteforældre var de tidligere ejere af ”Kiskelund”. Den første, der får efternavnet ændret, er Peter Lagoni (1774-1813). Han er en farbror til Peter Nicolai, efterfølgende har Peters Nicolais far også ændret sit efternavnet til Lagoni.

P.N. Lagoni, o. 1870

P.N. Lagoni, o. 1890

Peter var en rigtig eventyrer og havde i sine unge dage levet livet som guldgraver. Det havde ført ham vidt omkring til både Australien og Californien og det ”Wilde Vest” i Woyens. Sidstnævnte sted blev han endda i folkemunde kendt som ”Pæe af Woyens” eller ”Woyens Kong”, og det fortælles, at han gebærdede sig også som sådan.

Det frie og barske liv som guldgraver passede ham fint og bragte ham helt til Australien først i 1850’erne, hvor heldet havde været med ham. Han fortalte med stolthed om sine gode guldfund, og at han havde hjembragt det meste. Hvor mange penge han i virkeligheden havde med vides ikke. Han holdt sig ej heller tilbage med at fortælle om sit eventyrlige liv derude på prærien, hvor han havde færdes på hesteryg med revolveren i bæltet. Senere da han vendte hjem til hjemstavnen, kunne han ikke affinde sig med det stille liv, han var rastløs og landbolivet faldt ham kedsommeligt. Han fordrev i stedet tiden med opkøb af forsømte landejendomme, opdelte jorden og solgte med stor fortjeneste. Endvidere at han havde forsøgt sig med gårdslagtninger.

Det siges, at han ved et par opkøb af landejendomme havde ”slagtet” et par stykker, det var nok ikke just en fremgangsmåde som gjorde ham særlig populær på de kanter. Om det var grunden til, at han rykkede teltpælene op og omkring 1861-62 havde bosat sig i Haderslev, vides ikke. Godt et par år forinden var han i 1858 blevet gift med Bodil Schmidt fra Rejsby, og et par børn havde de fået.

Han sad i Haderslev og havde fået nys om, at jernbanen skulle anlægges ude vestpå, det sandet – lyngbegroede og sumpede sted som blev kaldt Woyens. Hvem der havde givet de for ham værdifulde oplysninger, er der ingen, der har fundet ud af. Rygterne om jernbaneanlægget mellem Vamdrup og Flensborg havde nok mellem folk spredt sig helt nordpå.

Rastløsheden naglede sig stadig til Peter Nicolai, og snart fik han da også øje på andet end selve sandjorden. Han havde i lang tid haft store planer for fremtiden - han håbede på at skabe sig et eventyr i det Wilde Vest i Woyens. Han må have opsnust hvem der ejede landområderne, som han kunne være interesseret i, eller også tog han bare chancen og spurgte sig frem, når han ankom derude.

En dag sadlede han hesten i Haderslev og red mod vest. På Woyens egnen var han redet forbi sandklitterne og de lyngfyldte områder, hvor han kunne regne ud, at jernbanen ville blive anlagt, hvis rygterne da holdt stik. I Billund nord for Woyens havde Peter Nicolai fundet gård nr.25, hvor han skulle træffe gårdejer Hans Jørgensen Nørgaard. H.J. Nørgaard ejede arealerne, han forinden havde studeret på hesteryg.

Nørgaards gård, 1980

Efter en handelssnak med Hans J. Nørgaard enedes de om, at Peter Nicolai kunne købe 25 tønder og 7 2/16 skæpper bonit grund for et beløb på 2400 Mark. Efter datidens priser fik han arealet meget billigt. Da de officielle papirerne senere kom for dagens lys, lød dateringen på den 29.7.1865. Håndslaget med Nørgaard var formentlig foretaget noget tid forinden.

Som tiden skød frem, fik han udstykket området til byggepladser, men man må dog formode, at udstykningen i starten må have været mere spontant end planlagt. Man handlede om det, som det hed sig, når Peter Nicolai var involveret. Da byggeriet af jernbanen blev iværksat, meldte han sig hos den engelske ingeniør i entreprenørselskabet Peto, Brassey & Betts. Af sine mange ophold i udlandet var Peter Nicolai beriget med sit store kendskab til det engelske sprog, og yderligere var han af den type, der kunne styre de hårde jernbanebørster, som skulle arbejde med skovl og hakke. Overleveringen fortæller, at han kunne slå en proper næve og svinge pistolen, men det kom dog aldrig så vidt, at våbnet blev taget i brug. Peter Nicolai fik straks ansættelse og byggede sig en jordhule, som han så ofte havde gjort i guldgraver-tiden i Australien. Hans adresse var ”Jordhulen ved Woyens Station”.

Sir Samuel Morton Peto

Blandt jernbanebørsterne var der både polakker, svenskere og tyskere. Arbejdet var på akkord, og de tjente godt. Husly fandt de, hvor de var kommet frem, oftest i stalde og lader hos de lokale bønder. Andre nøjedes med en primitiv jordhule eller afskærmning af en eller anden art, et tag over hovedet. Driftige handelsfolk strømmede til for at forsyne og sælge alverdens varer, mad og drikkevarer til de hårdtarbejdende jernbanebørster. Handelsfolkene opbyggede ofte interimistiske kantiner, som igen hurtigt kunne flyttes til nye steder. Stemningen mindede nok nærmest om livet i Anden Verdenskrigs brunkulslejre. Der berettes om sindrige hasardspil, og siden hen blev spillet også kaldet ”At spille på sekseren”.

Der var ikke kun tale om de hårde jernbanebørster, som fulgte med hele vejen af byggeriet, men arbejdet tiltrak endvidere også danske folk, der søgte arbejde. Det var bl.a. arbejdsfolk, daglejere, forkomne husmænd og fattige håndværkere, der kom fra nær og fjern. Hvis folk yderligere rådede over et spand heste og arbejdsvogn, var de særlig heldigt stillet. Arbejdet krævede, at der skulle graves og fragtes uhyre mængder sand, grus og skærver. I miles omkreds fik bønderne en ekstra skilling, og deres store dynger af marksten fik de slået til skæver og solgt til det engelske selskab.

Peter Nicolaisen Lagoni blev det, vi kalder underentreprenør. Han kendte mange på egnen, eller også kendte de ham, og han lejede mange spand heste med folk og redskaber hos dem. Han havde næse for at finde materialer og købte kontant samt leverede efter englændernes ønske til den aftalte tid. Det gav respekt til alle sider, og efter kort tid bar han titlen ”Pæe af Woyens”. Det engelske selskab havde oparbejdet et godt forhold til Peter Nicolai, hvis hårde metoder accepteredes, blot han var pålidelig. Folk på egnen ville hellere handle med guldgraveren end med de andre kæltringe, der på den ene eller anden vis havde mavet sig ind i jernbanearbejdet.

Efterhånden som jernbaneskinnerne blev udbygget, kom det første tog til Vojens den 18. sep. 1864. Efter forsinkelse pga. af krigen i 1864 kunne banens officielle indvielse fra syd over Røde kro til Woyens dog først foretages den 01.11. 1866. Vojens fik i 1865 opført den endelige banegård, en lokomotivremise samt en vandbeholder af træ. I sidste halvdel af 1860’erne, blev der bygget og overdraget en 2. klasses station. Den blevet opført efter standardtegninger og bygget af det samme engelske firma som byggede banelinjen.

Jernbanelister
1867-1869

Handlende og håndværkere kom som de første og slog sig ned i nærheden jernbanestationen. Veje begyndte at blive anlagt, og som noget af det første kom der kro og gæstgiver. I 1866 fik Bodil og Peter Nicolai deres datter Christina Petrea døbt i Jegerup kirke, og her er Peter Nicolai noteret som gæstgiver i Woyens.

Gæstgiveriet, som bliver omtalt i kirkebogen, beskrives med navnet ”Krugstelle” (Krostedet). Som bekendt sættes Vojens Kro altid i forbindelse med det senere Hotel Vojens på Østergade. ”Krugstelle” lå øst for banen, adressen var Osten-Chaussee ”Østergade 3” (nu nedrevet), det blev opført i midten af 1860’erne af P.N. Lagoni, og efterfølgende drev han kroen fra 12.12. 1865 til 28.10. 1867, altså i en forholdsvis kort periode.

Østergade 3, 1950

I kontrakten af 1867 ved salget af ”Voÿens Kro” mellem Peter N. Lagoni og den nye forpagter, gæstgiver Hans Nielsen står der, citat: ”med de ved Kroen østen for Jernbanen og til Nord og til Syd for Haderslev Ribe Landevei beliggende Jorder”

I marts 1869 sælger Peter N. Lagoni et hus til schlachter und gastwirth Jacob Christian Berendsen, og det ved vi er på Østergade 3. Berendsen nævnes som gastwirth, og på kroen kunne datidens arbejdere spise et varmt måltid mad. I et notat skriver tømmerhandler Julius Nielsen, at han i de første år, han boede i Vojens, og inden han blev gift i 1871, spiste sit daglige varme måltid på kroen.

Nu ser det jo nok besynderligt ud, at Peter Nicolai først forpagter kroen ud i 1867 til Hans Nielsen, men så sælger kroen i 1869 til Jacob Christian Berendsen. Desuden nævnes i en senere kontrakt fra marts 1876 mellem Hans Nielsen og den næste ejer af kroen, Anders W. Jensen fra Brændstrup. Citat: ”25. Octbr. 1872 tilhørende (=Hans Nielsen), ved Voÿens Banestation beliggende Eiendom, Voyens Kro Kaldet”.

Hans Nielsen har nok så i mellemperioden fra 1869-72 fortsat forpagtningen til Peter N. Lagoni, men om slagter Jacob Christian Berendsen også er gastwirth, må betvivles, da Hans Nielsen stadig havde forpagtningen af kroen, og som følge deraf må være den reelle gastwirth. Og dog kan det ikke udelukkes, at Hans Nielsen kan have indsat Jacob C. Berendsen som gastwirt.

Efterfølgende har Hans Nielsen i okt.1872 købt kroen af Peter N. Lagoni. Jacob C. Berndsen fortsætter med sin slagterforretning i huset indtil 1878, uden at det faktisk er afklaret hvem af de to, der efter 1872 er indehaver af ejendommen, eller om der var to ejerforhold.

Gæstgiveriet vest for jernbanen blev også drevet af Peter Nicolai, det første rigtige sten-hus i byen, Westen-Chaussee ”Vestergade 3”. Ved en renovering af bygningen, fandt man under reklameskiltene over butiksvinduerne navnet ”Ølkonvent”, en noget usædvanlig betegnelse. Oversat betyder det ”Ølsammenkomst” eller ”Ølforsamling”. Gamle kilder nævner en Woyens Vesterkro, formodentlig en forløber for gæstgiveriet og det senere kendte Hotel Pauli. Huset på Vestergade 3 blev opført 1865, og det blev nedrevet i 1996. Om Peter Nicolai var den oprindelige initiativtager til byggeriet af Hotel Pauli i 1870 er ikke helt klarlagt, men efter sigende drev han hotellet på Vestergade 5 i en periode.

Vestergade 3, o.1915

Vestergade 5, 1910

Tingbogen viser, at Peter N. Lagoni i løbet af få år fra 1864 til 1873 har været involveret i omkring 40 ejendomshandler og en del byggerier. I nogle år var han desuden en stor kornhandler med pakhus på vestsiden af jernbanen, senere kendt og overtaget af Julius Nielsen. Julius Nielsen havde dog forinden startet sin forretning på Østergade 13.

Den almindelige formodning var, at Peter Nicolai tjente gode penge, hvad han så end foretog sig, og misundelsen på hans handelsevner var stor blandt befolkningen. De, der havde lidt penge til overs, og de kom fra både Haderslev og Woyens og oplandet, anbragte deres opsparing i hans forretninger. Han gav dem gode renter, skønt det var så som så med sikkerheden. Jævnligt var han kommet i bekneb og været i likviditetsnød, og Peter Nicolai har taget lån enten mod pant i fast ejendom eller kaution af familien i Hyrup. Han betalte altid kontant, når han købte jord, eller byggede for sig selv eller andre, og han byggede og solgte ustandselig. Det gav ham et godt rygte, skønt han var jævn og nøjsom, en ægte hedematador var nok det, man kunne påhæfte ham.

Haderslev By og Omegns Realskoles database rummer 320 elever, heri nævnes:
Efternavn: Lagoni (Bodil & Peter Nicolais søn)
Fornavn: Nicolai Peter
Indmeldt: 1.December 1871
Udmeldt: Sommer 1872
Stilling: Kroejer
Herkomst: Vojens

Rastløsheden kom over ham igen i begyndelsen af 1870’erne, vistnok i 1872. Han solgte alt, hvad han ejede i byen og omegn – nærmest indenfor få dages tid – og rejste fra egnen. Udbyttet ved salget havde efter sigende indbragt ham flere hundrede tusinde Mark. Omregnet til dagens priser havde det svaret til et antal millioner kroner. En anden mastodont i byen dengang var Julius Nielsen, som havde hjulpet Peter Nicolai af med en del grundstykker inden hans afrejse.

I en annonce fra et dagblad stod der i 1870:
Land til salg.
Af mit tæt ved Vojens Banegaard beliggende
Parcelsted agter jeg at bortsælge circa 15 Tønder
stort Maal. Jordens Beskaffenhed er god, og Penge-
vilkaarene favorable. Lysthavende behage at hen-
vende sig til Lagoni paa Vojens Banegaard.

I en anden annonce fra et dagblad stod der i 1870:
Paa Grund af Bortrejse agter jeg at
sælge, event. at bortleie det af mig be-
boede Hus. Tillige sælger jeg en Mængde
Byggepladser, beliggende ligeved Jernbanestationen
her, paa meget billige Betingelser, samt ogsaa et
Parti Bygningsmaterialer. En Lejlighed i Bage-
riet ønskes også udlejet.
       Vojens, den 1. Febr. 1870
       P. N. Lagoni

Han rejste til Vejle, hvor jernbanen også var i gang med at blive anlagt, og her fortsatte han også som en slags underentreprenør, men satte alt over styr, da alle pengene blev opbrugt ved bygning af et dæmningsbyggeri over en bundløs mose. God hjælp fik han hjemme fra Hyrup, de havde kautioneret for hans seneste investeringer i Vejle, og det kom til at koste dem dyrt. Peter Nicolai rejste herefter til U.S.A., hvor han igen som entreprenør havde fået arbejdede med bygning af jernbaner. Han formåede at genskabe det tabte, og kom hjem og betalte enhver sit.

Æblet faldt ikke langt fra stammen, og hans børn havde arvet faderens rastløshed og vovemod. De rejste til Amerika og Argentina hvor de efter sigende klarede sig godt.

Peter Nicolai Lagoni blev i sin alderdom gårdmand i Rejsby, hvor han også døde i 1899. Han var en velset gæst, hvor han kom hen, og han kunne berette om det vilde fantastiske liv i både Australien, Amerika og Vojens, og mange andre steder han havde været.

Broderen Hans Lagoni var født i 1834 og blev farveudlært i Aabenraa. Han fik også udelængsel og rejste til Australien for at grave efter guld; og havde succes. Hvor meget guld han fik med sig hjem er tvivlsomt, men det må have været nok til at han kunne starte et bageri op i Woyens på Vestergade 3, det første bageri i byen som hans bror August Lagoni havde bygget. Han giftede sig med husholdersken på Woyens Vesterkro (senere Hotel Pauli), en kobbersmededatter fra Haderslev.

Efter nogle år trak udlængslen igen i ham, og han var flere gange i Californien. Efter svigerforældrenes død, arvede han ejendommen på Naffet og blev skohandler i en periode, men han kunne ikke slå sig til ro. Han havde to døtre, og hele familien havnede igen i Californien. Hans Lagoni døde der omkring 1915.

Broderen August Lagoni var født i 1842, og var den yngste af børnene. Han havde hjulpet til hos sin bror Peter Nicolai i Woyens i dennes korn- og foderstofforretning, og sidenhen blev han bestyrer af foretagendet. Efter en tid kunne de to brødre imidlertid ikke gå i spænd sammen mere. August havde udpræget handelstalent, han opkøbte jord og udstykkede en halv snes byggegrunde med en efter sigende stor fortjeneste. Bestandigheden i August lå ham fjernt, og også han havde smag for stærke drikke. Da han slog over i at handle med heste og kreaturer, endte det galt, og han tabte alt. Dog arvede han i ny og næ en sum penge. Søsteren Nicoline havde således testamenteret ham 7.000 Mark, noget indbo og sølvtøj.

Men August var for længst faldet uden for, og vandrede som landevejsridder på vejene i hele Norden og Tyskland. For at gøre en lang historie kort, endte August i 1916 på fattigvæsnets sygeanstalt i Flensborg. Familien var bekymret, og de havde opsøgt ham, men han havde det efter egen mening meget godt; han var vældig beruset og godt tilfreds med tilværelsen.

Peter Nicolais andre søskende havde ingen arrangementer i Woyens, og som følge deraf er de ikke omtalt yderligere her.

Andre foretog samme transaktioner, og her er tale om ejeren af Vojensgaard, Friedrich Wilhelm Deichmann, der i den samme periode omkring 1860’erne foretog et stort antal grundsalg i den del som lå på østsiden af jernbanen. Deichmann drog i modsætning til Peter N. Lagoni mod syd til Hamborg.

Peter Nicolaiesen Lagonis søskende:

1. Anna *02.05.1826 i Hyrup, Bevtoft. Konfirmeret April 1841 i Hyrup, Bevtoft. +27.01.1884 i Strandelhjørn.
   Gift 10.11.1848 i Bevtoft med: Peter Hansen Holm *12.11.1816 i Strandelhjørn, gårdmand i Strandelhjørn. De fik 10 børn, 4 døde som små, og en blev kun 7 år. Den ældste søn Hans Peter Holm skrev sine livserindringer.
   Deres datter Anne Elisabeth *30.09.1862 i Strandelhjørn, +24.02.1938. Hun blev gift 20.05.1892 med møller Iver Jessen *1845 +1928, han arvede/overtog Damgaard Mølle ved Hovslund. Deres 3 børn:
   1. Peter * ? 2. Iver * ? 3. Anne *16.11.1897, bosat i Haderslev. Brødrene Peter og Iver Jessen overtog Damgaard Mølle.
2. Peter *11.10.1827 i Hyrup, Bevtoft. Konfirmeret April 1842 i Hyrup, Bevtoft
   Gift 18.12.1849 i Hyrup, Bevtoft med: (Enke) Botille Margrethe Andersen (f. Kryger)
   Blev derefter gårdejer ”Østergaard”. Der var vist ingen børn i ægteskabet ?
3. Peter Nicolaisen *01.10.1829 i Hyrup, Bevtoft. Konfirmeret 30.03.1845 i Hyrup, Bevtoft
4. Anne Kjerstine *28.10.1831 i Hyrup. Bevtoft. Konfirmeret April 1847 i Hyrup, Bevtoft, +1903 Gift med Theodor Johansen *?, +1897, han drev lejestald ved Hotel Woyens i 1860/70’erne.
   Han var i perioden fra 1850-60 i Australien, hvor han havde forsøgt sig som guldgraver.
   De flyttede senere til Haderslev og Flensborg. Der var 2 børn: Willaz og Sophie
5. Hans *11.05.1834 i Hyrup, Bevtoft. Konfirmeret April 1850 i Hyrup, Bevtoft, + ca.1915
   Gift 01.10.1872, Jegerup med: Dorthea Sophie Clausen *21.03.1838. Der havde 2 døtre
6. Jacob *14.10.1837 i Hyrup, Bevtoft. Konfirmeret April 1853 i Hyrup, Bevtoft, +1908
   Gift 1x 19.11.1868 i Hyrup, Bevtoft med: Anne Sine Møller *? , +17.07.1875 i Hyrup, Bevtoft. Gift 2x 1881 med: Enke Maria Boysen (f. Bekke) Jacob var på sine gamle dage bosat i Toftlund
7. Nicoline *25.10.1839 i Hyrup, Bevtoft. Konfirmeret April 1854 i Hyrup, Bevtoft. +1902 Haderslev. Gift 2x, først med købmand P.R. Juhl, og bosat i Haderslev
8. August *30.08.1842 i Hyrup, Bevtoft. Konfirmeret April 1858 i Hyrup, Bevtoft
   Han blev over 75 år, og døde fattig.

Bodil & Peter Nicolaiesen Lagonis børn:

Kilder:

Bogen ”Fra gamle dage” – 1986 af H.P. Jensen, Agerskov.
Bogen "Vojens Tovværk i fortid og nutid" - 1986 af H.P. Jensen, Agerskov
Korrespondancer - 2008 fra Trine Stürup, København
Diverse avisartikler skrevet af Aage Gram.
Avisomtaler fra Vestkysten og Dannevirke.
Unavngivne artikler.

Jeg modtager gerne oplysninger som kan bidrage med yderligere belysning af Peter Nicolaisen Lagonis tid i Vojens by og omegn fra læserne.

2013 /J.A.R.