Sort hedesand, lyng og nogle få forkrøblede egetræer var de omgivelser, jeg voksede op i på ungdomsskolen, der dengang - i 1940 - lå langt uden for byen, kun med en sti som forbindelse til den. Når det blæste, måtte min barnevogn dækkes til, for at jeg ikke skulle få øjne og næse fyldt af det sorte sand, der føg omkring skolen.

Vojens Ungdomsskole, 1945

De første år i forstanderlejligheden har ikke efterladt sig spor i min erindring. Jeg kan heller ikke huske, at vi ofte måtte søge beskyttelse i kælderen, når der var luftalarm. Kælderen var lige under den nuværende festsal, og loftet var afstivet af svære bjælker, ligesom de små vinduer i jordhøjde også havde fået en afstivning af træ. Jeg har fået fortalt, at der var hyppige luftalarmer, fordi de engelske bombefly lagde deres rute ind over Sønderjylland.

Da skolen blev taget af tyskerne lige før jul 1943, blev vi boende på skolen, nu en familie på fire og med udsigt til snarlig familieforøgelse. Skolen blev indrettet som lazaret, så rundt omkring vores lejlighed stod der køjesenge i alle disponible rum. I salen stod der 4 rækker køjer, og det samme syn mødte en i foredragssalen og de andre skolestuer.

Det var nok mine forældres håb, at dette snart ville ophøre, så skolen igen kunne blive deres egen, for de mente ikke, at der var andre private bygninger, der var blevet taget af besættelsesmagten. Det var jo soldater, der skulle sørge for de syge og holde bygningerne rene, og det skar min mor i hjertet at se, hvordan der blev vasket gulv: Spandevis af vand blev bare hældt ud på de fine trægulve, og så blev vandet tørret op igen med klude, så godt det lod sig gøre. Hun forsøgte at undervise dem i gulvvask, men det var jo håbløst!

Familien havde altså den rene elendighed omkring sig, ikke blot hvad renlighed angår, men også al den sygdom. Det værste at tænke på for vores unge forældre var nok risikoen for at blive påført en smitsom sygdom fra epidemi-afdelingen. Hvad jeg tror er blevet siddende fra den tid i mit sind, er lyden af støvletramp og tyske kommandoer. Jeg har den dag i dag meget svært ved at holde ud at høre et tysk, der bliver talt i en ophidset tone, mens jeg kan nyde at høre det samme sprog sunget eller fremført lyrisk.

Hvordan vi fejrede jul det år under tag med fjenden, ved jeg ikke, men kort efter nytår flyttede vi til Askov, hvor far fik en stilling på sløjdskolen. Den sidste krigsvinter var far medforstander på Vejle Idrætsskole, og herfra blev der forhandlet om skolens frigivelse, efter kapitulationen. Først i juli vendte vi tilbage til Vojens, hvor vores hus imidlertid var blevet færdigbygget på den anden side af Ungdomsskolevej. Huset havde ingen vinduer over mod skolen, kun en glasdør, så det blev af os selv døbt "Stærekassen". Her skulle vi have vores rede.

Da vi ankom, forlod de sidste tyske officerer huset, og en af dem blev blød om hjertet ved synet af os tre unger og forærede mig en cither, som er i min besiddelse endnu, men som jeg desværre aldrig har fået lært at spille på.

Skolen var endnu ikke frigivet, så det syn, der mødte os, var stadig præget af elendighed. Ude ved vejen, ved begge indkørselerne til skolen, stod en frihedskæmper vagt ved et skilderhus. Vi kunne kende ham på armbindet. Der var ikke vokset noget op omkring skolen, bortset fra nogle vilde roser, så vi kunne let se derover. Det var den rene ynk at se de sårede soldater gå tur i sommersolen med hvide bandager om hovedet - det var de blinde, der famlede sig vej rundt om skolen - eller om arme og ben, der var blevet amputeret. De måtte hjælpe sig med råt tillavede trækrykker.

Under hele krigen havde mine forældre tilladelse til at komme på skolen, og også nu kunne vi gå derover. Jeg kan endnu huske synet af den forfærdeligt skævt nedslidte trappe op til salen, og i den gamle hall gulvbrædderne, der stod i spænd mod hinanden som bølger på et hav.

Fra vores eget hus kunne jeg genkende mærkerne af sygesengene i gulvbrædderne. Det må have været metalsenge, for de sorte mærker var af form som en ret vinkel. "Stærekassen" var faktisk blevet beslaglagt, inden det endnu var helt færdig. Der var ikke noget køkken endnu, så i den første tid efter krigen lavede vi mad på et komfur i kælderen, og vi spiste i vaskekælderen, mens der blev arbejdet med køkkenet ovenpå. Her ved bordet i vaskekælderen fik jeg en dag en kartoffel i den gale hals, men min mor var hurtig til at tage fat om mine ankler, løfte mig op og ryste mig, så kartoflen trillede ud og hen ad gulvet.