Rids af lærerrådets arbejde 1964-1989

Denne tekst er skrevet af Ulla Lange. Den gengives her med hendes tilladelse.


Ulla Lange

Den første milepæl i Bregnbjergskolens historie er nået. I skolehistorisk sammenhæng et smukt sammenfald af årstal. Det er 450 år siden, kirkeordinansen af 1539 udkom på dansk. Det er 250 år siden, Christian den Sjette udstedte Forordningen af 1739, der indførte undervisningspligt i Danmark (og Norge), det er 175 året for Loven om AlmueSkolen 1814, og det er 25 året for BREGNBJERGSKOLENS start.

Der er mange områder, man kan sætte fokus på, når skolen skal fejres. - Min opgave er den at finde de gamle protokoller og referater frem af depotet og prøve at videregive et lille indblik i lærerrådets arbejde gennem 25 år.

Første bevarede protokol - en nydelig håndskreven bog! På første side en tegning af skolen under opførelse, dateret 1965 og tegnet af Thue Christiansen. - Vendes bogen om, findes en afskrift af protokollen for Skrydstrup skoles lærerråd. Hvorfor? - Fordi lærerrådet for Skrydstrup skole og Bregnbjergskolen i første halvdel af skoleåret 1964/65 var fælles. - Det første lærerrådsmøde afholdtes den 19. 8. 1964, hvor forretningsordenen blev vedtaget, og en lærerrådsformand blev valgt. Det var Flemming Carlsen, Skrydstrup skole. Den 27. 1. 1965 ændres lærerrådets struktur. Skrydstrup skoles lærerråd og Bregnbjergskolens lærerråd dannes uafhængige af hinanden. Der oprettes et kontaktudvalg. - Bregnbjergskolen får sin første lærerrådsformand - Thue Christiansen.


Bregnbjergskolen under opførelse 1965

Dermed kan bogen vendes rigtigt, og rækken af lærerrådsmøder læses. - Hvad har man så beskæftiget sig med?

Lærerrådets første år gik meget med indretning af lokaler, indhente tilbud, anskaflelse af lærebøger.

Der blev brugt mange kræfter på at få de bedst mulige rammer for undervisningen.

Skolevejen skulle sikres. Der søgtes om fodgængerovergang i krydset Vestergade, Over Jerstalvej, Billundvej og om etablering af skolepatruljer.

Det var tiden, hvor alle klasser tog på en årlig udflugt, og datoerne skulle koordineres. Feriebilletansøgninger sendes til forældrene. Det var dengang, hvor eleverne kunne rejse gratis med DSB i sommerferien. Sparemærkesalg var der også. Det foregik på inspektørens kontor fra kl. 9.50-10.00 hver dag. Det fortsatte helt frem til 1972.

Planlægning af terminsprøver. Gennemførelse af optagelsesprøver til 1. real. Fire lærere påtog sig rettearbejdet.

Lærerrådet nedsatte februar 1966 et udvalg, der skulle forberede udgivelsen af et kontaktblad til at fremme forbindelsen mellem skole og hjem.

Nedsættelse af udvalg til at varetage/kulegrave forskellige områder før lærerrådets behandling har gennem årene været et markant træk. Udvalg har planlagt faglokalers indretning, lærerværelset, skolegårde, skoleblad, mælkeordning, ordensregler, sportsplads o.s.v.

Lærerrådet besluttede i 1969, at skolen skulle have et bomærke, og lærer Jørn Benn stod for udformningen. - Der var udstilling af elevarbejder ved skoleårets slutning.


Bregnbjergskolens logo, 1969

En anden tilbagevendende begivenhed var ansættelse af nye lærere, som det fremgår af protokollen i 1966: - "Normeringen af embeder for det kommende skoleår. Der bliver 16 klasser og 16 lærerkræfter, 6 lærerembeder og 4 lærerindeembeder er besat Ny normering af 5 embeder + E. Jensens embede. Heraf 2 lærere og 4 lærerinder".

I takt med byggeriet - flere elever og flere lærere. Pladsen omkring et par spiseborde blev for trang. Lærerrådsmøderne flyttede tilholdssted. Protokollen udskiftet med maskinskrevne, korte referater i samlemappe.

Skolen blev indrettet, lærere ansat, og mange pædagogiske ting sat i gang. Der blev oprettet klasseråd, forældreforening og elevråd. Mange pædagogiske temaaftener er blevet holdt med mange emner - lige fra drøftelse af skolelov til arbejdet med oprettelse af børnehaveklasse.

Meget er der arbejdet med, og meget arbejdes der med i lærerrådet. - Udbygning, indretning, ansættelser er trådt lidt i baggrunden. Opgangstider er det vel ikke mere. Nu vedligeholder og renoverer vi, så godt som det er muligt.

Traditioner videreføres, og nye pædagogiske ideer blomstrer stadig.

De sidste år har været præget af arbejdet med ændrede undervisningsformer: samordnet indskoling, et anderledes 10. skoleår, udviklingsarbejder omkring drama og formning, en styrkelse af elevråd, udvidelse af undervisningen i fritiden. - Der er sket planlægning af fælles aktiviteter såsom juleklippedag, skolefest, idrætsdage, koncerter, ture m.m.

Elevrådet inviteres nu med til lærerrådets møder.

Lærerrådet beskæftiger sig naturligvis også med mange andre ting. Det udtaler sig, indstiller og beslutter. Det drejer sig om lokale forhold vedr. Bregnbjergskolen, men også om Vojens kommunale skolevæsen.

Et rids af lærerrådets historie er også meget lig med skolens historie. - Skolens historie er også hver time, hver dag, hvert år, der går, hvor elever, forældre og lærere i samarbejde har gjort et stykke arbejde for at gøre skolen til et godt sted at være.

Med håbet om, at det også vil lykkes at nå den næste milepæl i godt samarbejde ønskes Bregnbjergskolen et stort tillykke.

Ulla Lange.


Gå til oversigten over teksterne om Bregnbjergskolen