Denne tekst er skrevet af Anette Malle. Den gengives her med hendes tilladelse.

Anette Malle

Den nye skole blev også hilst velkommen af os elever. Skole, det var måske så meget sagt, der var jo kun 2 gulstensfløje midt på en byggeplads. Men det, der var - og det, der kom til - var frem for alt moderne og brugervenligt, hvilket vi syntes var dejligt i forhold til det, vi kom fra, nemlig: l. skoleår på Vojens Borger- og Realskole (nu Povlsbjergskolen) og 2. skoleår på Skrydstrup Forsamlingsgård (!)/Skrydstrup Skole.

Vi var en "nomade"-klasse, og vi oplevede således "første skoledag" på 3 forskellige skoler - den 3. gang var det så endelig på VORES EGEN skole. Jo, det var nu rart at få sin egen skole, den samme klasselærer gennem flere år, skolekammerater og vante omgivelser. Fra start var der lagt op til en afslappet atmosfære på skolen. Vi kom hurtigt til at lære de forskellige ansigter at kende og at føle os som et lille, trygt samfund - og det på trods af, at der herskede den tids form for disciplin, der kom til udtryk i tiltaleformen "hr. Caspersen, frøken Linding, lærer Christiansen", klassevis opstilling i skolegården, når klokken ringede ind efter frikvarter, og endelig skulle vi rejse os, når læreren eller en anden voksen kom ind i klasselokalet. Men sådan var det bare dengang, og det var der sådan set ikke noget odiøst i.

Vores skoleinspektør, hr. Caspersen, var ikke blot skoleinspektør men også underviser. Vi havde ham bl.a. til regning og geografi. Det gav selvsagt en nær kontakt mellem elever, lærere og administration/ledelse. I det hele taget følte vi, at vi alle kendte hinanden på vores nye skole, og som vi voksede år for år ikke blot i højden men også i antal - blev vi snart til en institution i ordets mest positive betydning. Vi fik et spritduplikeret prøvenummer af BREGNBJERGNYT med hjem til forældrene: kontakten mellem hjem og skole skulle plejes, og aktive lærere stod for initiativet. Optagelsesprøven til BREGNBJERGKORET foregik ved at klassen blev beskæftiget med skrivearbejde, mens vi skiftevis gik op til katederet og fremførte en lille sang for hr. Sørensen. Koret blev en populær fritidsbeskæftigelse, som også blev mødt med stor velvillighed fra forældreside. Vi fik en dygtig SKOLEPATRULJE, hvor større elever hjalp andre elever over det nu sløjfede Vestergade-Billundvej-kryds.

Bregnbjergskolen var en demokratisk institution. Da vi på et tidspunkt var nået så vidt som til at få 2 rigtige skolegårde, blev vi bedt om at komme med forslag til indretningen af disse. Resultatet blev godt, asfalten blev erstattet af en dejlig "grotte" med fliser og planter, der brød med de lange, lige fløje, der omkransede gården. Paddehattekarrusellen var utrolig populær indtil den 10. brækkede arm; så blev den pillet ned uden diskussion. Men skolegården var VORES fælles værk, og vi værnede om den. Så vidt vi husker havde vi ikke noget, der hed hærværk i større stil. Som en cementering af, at Bregnbjergskolen var elevernes skole designede Jørn Benn skolens logo: en dreng og en pige der sjipper i fælles sjippetov.

Apropos piger og drenge... Pladsforholdene gjorde, at vi i 3. klasse havde gymnastik sammen på Skrydstrup Skole. Vi cyklede derud (husker tydeligt, at der altid var modvind begge veje) og af moralske grunde klædte drengene om på den ene side af knageræk- ken og pigerne på den anden. Lærer Blom slog hårdt ned på de drenge, der forsøgte at smugkigge. Pigerne fik aldrig skældud.

Med de pladsforhold, der altså var, slap vi for at bade efter gymnastik i flere år, eftersom vi årene efter fik anvist klasselokaler på Bregnbjergskolen som "gymnastiklokale". Til gengæld morede vi os herligt til svømmeundervisningen på Vojens Svømmebad forår/ efterår.

Den største forskel på piger og drenge var: håndarbejde og sløjd. Vi piger så aldrig sløjdlokalet, men vi lærte at sy et forklæde i hånden - det tog et helt skoleår! Og meget tidligt lærte vi at strikke babysokker, så vi kunne være godt forberedte til livets alvor. Vist forstod vi det ikke helt dengang, men efter den årlige elevudstilling blev yndlingsdukken ekviperet med de yndigste svedig-hvide sokker.

Vi kan ikke sige Bregnbjergskolen uden også at sige Thue Christiansen. De 2 ting hænger unægteligt sammen. Sådan var det i hvert fald for vores klasse, 10 drenge og 12 piger. Thue fortjener også at blive nævnt her. Vi ser ham for os ude i vores første lille "skolegård" i den brune ruskindsjakke med fra 2-10 unger hængende om sig. Legeonkel og naturrnenneske. Som gårdvagt var han selvsagt den rette mand, han elskede ungerne og de ham. Vi havde det privilegium, at han var vores klasselærer, og det betød, at vi som oftest vandt kampen om at få lov til at "ringe ind". Det foregik nemlig manuelt på lærerværelset (som bare var et almindeligt klasselokale), hvor der sad en dertil indrettet kontakt. Havde man opført sig hæderligt og fået gårdvagtens tilladelse, var lykken gjort, man kunne løbegå (vi måtte nemlig ikke løbe på gangene) op til lærerværelset, banke på døren, styre hen mod kontakten og aktivere klokken. Som regel lød den meget præcist.

Billede lavet af Thue Christiansen

Vi havde et specielt forhold til Thue, som var grønlænder. Vi havde ham til dansk, skrivning og formning. Dansktimerne gav os foruden almindelig danskundervisning et indblik i den grønlandske kultur, hvilket fængslede os meget. Særligt lørdagstimerne var oplevelsesrige. Der blev fortalt fra nutidens Grønland, om skoleforhold og familiemønster; men bedst af det hele var de gamle legender. Med arme og hovedet hvilende på bordet lå man halvslumrende og levede sig ind i den ene fantastiske historie efter den anden. Trist, når timen var slut, og man var tilbage i virkelighedens verden. Thue inspirerede os med sine flotte tegninger og linoleumstryk - som det ses den dag i dag i læreres og elevers hjem.

Pluto, Vikingerne, Musene, Stolebenene, Krudtuglerne og Kejser Napoleons Jazzband - ja, vores opfindsomhed kendte ingen grænser. Vi befinder os på feriekoloni i Blåvand på daværende Kronprinsesse Ingrids Feriehjem, og året er 1967. l2 herlige dage under kærlig ledelse af hr/fru Caspersen & Simonsen samt "Musse", der blev så populær, at hun senere fik ansættelse på skolen som husgerningslærerinde. 26 drenge og 26 piger blev delt i 10 hold. Ét hold skulle sørge for godt vejr, d.v.s. skulle måle vandets og luftens temperatur, et andet skulle være køkkenhold ("vi skrælled' hele dagen"), så var der lejrpoliti-, underholdnings-, redaktions-hold osv. Et absolut højdepunkt under opholdet var Dronning Ingrids besøg. Da besøget var annonceret med meget kort varsel, var vi uforberedte. Det gjaldt ikke mindst hr. Caspersen, som måtte en tur hjem til Vojens for at hente hvid skjorte og pænt jakkesæt. Vi andre måtte nøjes med at vende de lyse strømper. På ingen tid fik vi stablet en miniudgave af Bregnbjergkoret på benene, der med fru Simonsen som dirigent-suppleant underholdt det kongelige selskab. Caspersen holdt en pæn tale, og mens Dronning Ingrid, hendes følge og vi andre nød vores kaffe/saftevand, lød de smukke toner af "I skovens dybe stille ro" (det var den eneste vi kunne) ud over det vindblæste, vestjyske landskab.

Dronning Ingrid på besøg

Tilbage til Bregnbjergskolen. Kan der da slet ikke siges noget negativt? Var alt da så rosenrødt? Selvfølgelig var der konfliktsituationer og sure miner. Men det er åbenbart ikke det, vi har fæstet os ved. Vi levede jo i en tid, hvor der var ungdomsoprør ude omkring i verden og i København. Vi hørte lidt om det, så det i fjernsynet. Lærte da også lidt af det. 2 gange lavede vi selv "sit-down"-strejker. Den første gang ville vi have varmeferie - det havde de fået på Borger- og Realskolen - den anden gang var det for koldt for os, fyret var gået ud, og så gik vi hjem. Efter de episoder kom der en masse snak ud af det, og vi slap begge gange for de idømte svedere (=eftersidningstimer). Men vi blev ikke specielt populære på vores små happenings. Selv syntes vi, at vi var alletiders.

Men for at slutte af med det værste, vi husker fra skolens spæde start: toiletterne. Det var et kapitel for sig at gå på toilettet. Toiletterne lå i den lade, der endnu stod tilbage som en spøgelsesagtig bygning. Rart var det ikke. Nogle gang gjorde man klogt i at kigge sig godt for, før man gik ind "for sig selv". Var man derimod panisk angst for småkravl som edderkopper (de var store!) og stankelben bakkede man ind med lukkede øjne. De kloge ventede til de kom hjem.

Anette Malle.