Kværnstenen ved flagstangen

Denne tekst er skrevet af Aage Gram og blev oprindeligt bragt i JydskeVestkysten. Den gengives her med tilladelse fra Lokalhistorisk Forening for Vojens-området.

Inden anlægget af jernbanen begyndte, og de første huse skød op på Billunds marker, lignede området mest af alt et ødeland, hvor der aldrig havde været liv.

Men sådan forholdt det sig ikke, og det har vi mange beviser for den dag i dag. Et af dem ligger oppe ved flagstangen på Odinsplads. Det er en sten med en fordybning midt i. Ret uanselíg måske og nok også ret upåagtet af folk, som haster op ad trapperne mod banegården. Men den er et meget håndgribeligt minde om mennesker, som har været her for flere tusinde år siden, da omgivelser og natur så helt anderledes ud.


Kværnstenen, 2013

Stenen er en kværnsten fra en tid, hvor man regner med, at der var sket en indvandring af nye mennesker, som var agerbrugere, som dyrkede byg og hvede, og som anvendte en slags plov, en såkaldt ard, til at kradse jorden op med.

Sådan en plov har i øvrigt afsat interessante spor i vor nærhed, På en mark nord for Vojensgård er der fundet ardspor, som kunne dateres til omkring 1800 f. Kr., og de regnes for at være de ældste i landsdelen.

Kværnstenen ved flagstangen fortæller os om bønder, som har fundet deres udkomme her på det sted, som længe lignede et goldt ørkenland. Den gled frem af skrænten under jernbanen en dag i 1960'erne, da man gravede sig ned for at lave en viadukt under sporene. Den fik så følgeskab mange år efter, da nye beboere kom til stedet, og der blandt dem var én, som også skabte en kværnsten, der bare var meget større og havde huller, som var helt anderledes.


Udgravning til viadukt, 1962

Udgravning til viadukt, 1962

I 1868 opførte Bartholin Johannsen nemlig en stor mølle ikke særligt langt fra skrænten. Den blev bygget oppe i nærheden af Billundbjerg, som den senere Møllebakken oprindeligt hed.

Vojens' mølle fik desværre ikke lov til at virke og være byens vartegn ret længe, knap hundrede år, så forsvandt den. Dens kværnsten standsede; men én af dem fik dog lov til at blive i nærheden. Den står i dag ved det gamle møllerhus, som fik lov at blive liggende, og som heldigvis er blevet bevaret i sin oprindelige skikkelse.


Møllen, 1899

Møllehuset, 1961

Herr Kosegarten
Inden vi helt forlader Vojensgård og fortsætter historien længere inde omkring den gamle kværnsten ved Odinspladsen og hører mere om Vojens mølle, og hvad der ellers dukkede op i den nye by, vil vi hilse på et par af ejerne ude på den store gård.

Da Sønderjylland var gået tabt, rykkede en tysker ind her ude. I 1864 hed køberen Deichmann. Den næste kom allerede i 1870; han hed Christian Heinrich Lithmann, og han skal, hvis man kan tro en artikel i Dannevirke fra 1946, have været en hamborgsk skærslipper.

I 1878 dukker der så et navn op, som er blevet husket ganske godt på egnen. Det var en Herr Kosegarten, som åbenbart forstod at føre sig frem og vække opsigt. Landbrug havde han efter sigende ikke meget forstand på. Men som gammel prøjsisk officer havde han manerer. Han færdedes selvfølgelig til hest, og det fortælles, at han på sine ture ind til Vojens kunne finde på at spore sin hest og springe over bommene inde i byen, når det ikke passede ham at vente på et togs passage.

Men Kosegarten lavede også andre spring. Der går mange fortællinger. Blandt dem er da også én om lidt forsikrings-halløj. Sløjt skal det have set ud på markerne, og så kan en pæn hagl- og stormskadeforsikring jo være nyttig nok.

Hvor meget der så kan lægges i nogle naboiagttagelser, kan selvfølgelig ikke siges med sikkerhed i dag. Men et par spand heste med nogle lange kæder spændt op imellem sig skulle jo nok kunne få en kornmark til at ligne et sted, hvor en storm fra vest havde raset!

I 1907 valgte Kosegarten at sælge. Helst havde han solgt til en anden tysker. Men der var ingen villig tysk kapital, som ville ind på den tid, og så er det, at der indtræffer en heldig vending. Nu kommer nemlig det navn, som der skulle komme til at stå stor respekt om. J.H. Schmidt er navnet, og det vender vi tilbage til.

Kværnstenen flyttede i 2014 til skulpturen ''Monument til Møllerivirksomhed'' ved centrumbygningen.


Gå til oversigten over Aage Grams lokalhistoriske fortællinger