Denne tekst er skrevet af Aage Gram og blev oprindeligt bragt i JydskeVestkysten. Den gengives her med tilladelse fra Lokalhistorisk Forening for Vojens-området.

Forholdsvis upåagtet ligger der en lille oase midt i Vojens by. Stedet kaldes Møllebakken i dag, og bortset fra liv og røre i børnehaven i den ene ende af området og nogle børn på slæde om vinteren, når der er sne, så er der ikke den store trafik omkring bakken og det lille parkanlæg, som omgiver den.

Det var Vojens Mølle, som i sin tid gav navn til stedet. Møllen blev nabo for 140 år siden; men da var bakken kendt under navnet Billundbjerg, fordi den jo lå midt i Billund-bøndernes land.

Vandtårnet, 1917

Vandtårnshøjen, 2001

I tysk tid blev stedet tilsyneladende brugt mere, end det er titfældet i dag. "Billundberg", som tyskerne fastholdt som navn, var et yndet udflugtssted, og her fejredes bl.a. de nationale fester. En af de helt store har vi en beskrivelse af. Drengen, Johannes Thiessen, søn af en tysk banemester, fortæller om Sedanfesten, som både var den helt store nationalfest og også byfest.

Festlighederne startede med, at drengene skulle ud for at samle brænde til glædesbålet, som det kaldtes, når man vel at mærke tilhørte den tyske del af flokken. Først skulle der indhentes tilladelse hos amtsforstanderen, som på den tid sad på Vojensgård. Derefter lånte man trækvogne hos byens købmænd, og så gik man i gang med at samle lyng og fælde grantræer. Kæmpebålet stabledes op øverst på "bjerget", og ved mørkets frembrud begyndte festen.

Nede i byen havde den tysksindede del af befolkningen forsamlet sig på pladsen mellem stationen (amtsbanegården) og "Jensens kro" - i dag Hotel Pauli. Her deltes fakler ud, og her trådte musikkorpset an. Johannes Thiessens far gik nu foran hele optaget med dragen kårde, og ad Møllevej og en gangsti gik det så mod "bjerget". Her blev der talt for kejseren og udbragt et leve for ham, hvorefter fædrelandssangene lød ud over pladsen. Den strålende sejr dernede i Frankrig nogle år tidligere blev fejret til langt ud på aftenen, og så var der stort drikkegilde og bal på hotellet - for de voksne!

En lille dansk pige, Ingeborg Huusmann, oplevede stemningen på en lidt anden måde. Hun huskede også Sedandagen som en ganske lys dag, og det skyldtes ikke, at hun var med på Billundbjerg. Det var på grund af noget andet. Dengang begyndte det nye skoleår den 2. september, som just/tilfældigvis var Sedandagen!

Da fik børnene først et foredrag om sejren, og derefter havde de fri resten af dagen! Det var da rart, og så kunne man vel finde sig i, at far forbød yderligere deltagelse i løjerne, og at fakkeltoget og bålet kun måtte nydes fra et skjulested nede ved møllen.

De to børns oplevelser siger vist alt om modsætningsforholdene dengang i den sammensatte by. I grunden mærkeligt, at vi ikke bruger det dejlige fristed med pladsen og bakken deroppe i vore dage, når vi fejrer og "høtter"?