Fynbo blev tovholder i Vojens

Denne tekst er skrevet af Aage Gram og blev oprindeligt bragt i JydskeVestkysten. Den gengives her med tilladelse fra Lokalhistorisk Forening for Vojens-området.

Rebslageriet i Vojens endte ikke med Jürgen Embcke, som måtte forlade byen og landet efter 1920.

Omme ved Rebslagervej blev både reberbanen og det tilhørende beboelseshus liggende, og en dag i 1926 kom en mand forbi. Han hed Richter. Det navn lyder måske lidt tysk; men han var slet ikke tysker. Han var ægte fynbo.

Richter - med efternavnene Rosenfeldt Rasmussen - var af gammel rebslagerslægt, og selv var han også faguddannet rebslager.

Han var bare 22 år gammel, da han kom "forbi" Vojens og fik nys om den forladte rebervirksomhed.

Den blev købt, og det gamle håndværk gik for så vidt videre i byen - og fortsatte på stedet nær bygaden, indtil en brand i maj 1939 ødelagde lagerbygningerne. De blev så erstattet af en ny og moderne villa med butik på adressen, Vestergade 34, og herfra fortsattes virksomheden, indtil behovet for pladsudvidelser opstod. I 1965 købte det selskab, som var blevet oprettet fem år tidligere under navnet Vojens Tovværk A/S, de arealer ude på Trekanten, hvor vi i dag ser de store, gule bygninger, reberbanens afløsere.


Vojens Tovværk, 1966

Vojens Tovværk, o. 1986

Det var tyskerne, Weirgang og Embcke, som startede løbet, men fynboen Richter Rosenfeldt Rasmussen, som fortsatte og blev den egentlige "tovholder", et udtryk, som for tiden bruges meget om betydelige mennesker. Og her passer det virkelig godt!


Gå til oversigten over Aage Grams lokalhistoriske fortællinger