Området ved Vojens Banegård i 1965

Ved udgangen af 1965 var området omkring Vojens Banegård en meget blandet affære. Den gamle stationsbygning var blevet revet ned ad flere omgange, så bygningens midte kun stod tilbage, men dog fortsat blev brugt. Samtidig var byggeriet af den nye banegård, pakhuset nord for banegården samt posthuset påbegyndt. De kan på kortet ses med lysere markering, da bygningerne med udgangen af 1965 endnu ikke stod færdige.

Ansøgningen om byggetilladelserne til bygningen af banegården, pakhuset og posthuset var blevet afgivet samtidig, men almindeligt bureaukrati gjorde, at tilladelsen til banegården og pakhuset blev givet et halvt år inden tilladelsen til posthuset, som derfor halsede et halvt år bagefter gennem hele byggeprocessen.

Året efter, i 1966, blev endnu en bid af den gamle stationsbygnings nordlige ende klippet af, så der blev plads til gården lige syd for posthuset, og da den nye station stod endelig færdig i 1967, blev den sidste stump af den gamle statsbanegård nedrevet.

Det ser på kortet ud, som om nogle af de vestlige pakhuse ligger på Rosenalle. Det var dog ikke tilfældet og skyldes blot, at vejene på kortene er angivet med lidt for stor bredde, så de er lettere at tyde.